Egentlig skulle vi have været afsted fra Denver i mandags - senest - men sjældent har vores lille familie været så hårdt ramt af sygdom. Først fik Christine en mavevirusinfektion med hjem fra Mexico, så fik Elias 24-timers influenza, derefter fik Christine rigtig influenza, så var det Noahs tur til 24-timers influenza og lørdag gik det ud over Thomas, der måtte i sengen to dage. I går fik Noah feber i endnu 24 timer og imens går vi andre og hoster.
Vi har aldrig været så syge i så lang tid nogensinde før. Og selv om det for nogen lyder billigt sluppet med en gang influenza x 5, når man tænker på. hvad man ellers kan løbe ind i af dårligdomme, så er det kort sagt ved at drive os til vanvid, at vi ikke bare kan komme afsted.
Med al den sygdom har det jo trukket ud at få indrettet campingvogn, skaffet plader til bilen og camper m.m. Men nu tror vi på, at vi kommer afsted i morgen fredag den 27.2. Det meste er pakket og målet for morgendagen hedder Santa Fe i New Mexico.
Så er vi "hjemme" i Denver igen efter 3 vidunderlige uger i Mexico. Og nu er det tid til at få den lovede blog op at køre.
Christine skriver: Vi lagde ud med et døgn i Mexico City.... Et døgn jeg godt kunne have været foruden. Sindsygt forurenet og verdens 3. største by, så vi bevægede os selv sagt kun rundt i en brøkdel af byen og så lidt kirker, ruiner og fornemmede stemningen.
Næste morgen tog vi en bus til Oaxaca, der ligger i højlandet sydpå med ca 250.000 indbyggere. Super dejlig by med en bebyggelse i max 2 plan og husene malet i de skønne klassiske mexicanske farver.
Vi boede på et fint hostel i et 4 personers dorm, dvs .2 køjesenge. Der var en hyggelig gårdhave som vores rum stødte ud til og fælles bad og køkken. Heldigt at vores familie består af 4 personer, da vi dermed altid kan få vores eget rum på vandrehjemmene.
De fem dage, vi var der, tullede vi rundt i byen samt tog nogle ture ud, bl.a til Monte Alban. En ruin by fra ca år 1200, hvor Zapotekerne levede og ofrede til guderne. Drengene var super interesserede, så vi startede deres historieundervisning. De piskede rundt, op og ned af de enorme trappepartier, hvor hvert trin var ca 30 cm. Alt bygget i kampesten. Ufatteligt at tænke på, at det enorme område er bygget og slæbt med de bare hænder!
Noahs og Elias' energi er enorm. Oaxaca ligger i 1600 m højde over havet og vi havde vel 28 grader om dagen. Det til trods spurter de rundt, mens deres mor bevæger sig i slow motion og hiver lidt efter vejret, når hun endelig har lagt 40 trappe trin bag sig af 30 cm højde. Thomas og jeg har registreret at de nu faktisk går hurtigere end os. Så de mange trekking ture i bjerge, dale og kløfter, der venter forude, vil ikke blive præget af børn der giver op.
I Oaxaca gik vi en del ud at spise om aftenen og nød på det tidspunkt stadig den mexicanske mad. De sidste par uger lavede vi stort set alle vore måltider selv, da maden begyndte at smage lidt af det samme... mole og majspandekager, ost etc. Og så var det super fedt at gå på de lokale markeder med bjerge af grøntsager, frugt, krydderier, kød, fisk og fjerkræ. Vi kastede os nu ikke ud i den uplukkede høne, ej heller grisetæer og lign.
Efter Oaxaca tog vi en bus ned til Stillehavet. Kun ca 250 km, men det tog 6 timer da det var over adskillige bjerg pas. Aldrig har hverken Thomas eller jeg kørt så længe i hårnåle sving. Det var helt ekstremt! Noah, der jo lider lidt af køresyge havde fået en pille, men endte alligevel med en enkelt opkastning. Vi nåede ned til en lidt større by, hvorfra vi tog en taxi de sidste km ud til kysten.vDesværre glemte vi vores lille køletaske i bussen med diverse oste m.m. i. Den fik vi dog tilbage 8 dage senere, hvor vi rejste videre fra samme by med natbus op til San Cristobal. Kan I forestille jer hvordan den lugtede!!!
Nå, den lillebitte landsby, San Agustinilla, hvor vi slog os ned, lå helt vidunderligt. Vi havde besluttet at flotte os og bo i nogle relative nye cabanas, der lå direkte på stranden omgivet af palmer og fine stenbelagte stier, ca 1 min fra de blå bølger. Kan I forestille jer hvordan det føltes at vågne op til lyden og synet af det blå hav og klipper samt det spæde morgen lys og dejlig morgen brise i palmerne?
Vi boede i den øverste del af en cabana og havde en fin terasse hvor vi hver aften sad med vores kolde øl, hjemmegjort guacemole, tun salat, etc. Vi havde ikke køkken, men havde købt en lille dybkoger og havde selv kniv, bestik og tallerkener med. Så udover at koge vand til the og kaffe blev der også kogt æg til æggesalat... lidt afveksling!
Hold fest, vi nød det! Hver morgen løb drengene, alså de små!, og jeg en pæn tur langs hele bugten. Hjem og tage det svedige tøj af og så på hovedet i havet. Det var relativt meget strøm og dermed også pænt store bølger, så udover leg i vandkanten , havde drengene altid en af os med i vandet. Det gik der mange timer med om dagen. Og vi grinede og fjollede og var lykkelige! Det var vildt sjovt at bryde bølgerne eller kaste sig på dem og blive bragt mange meter ind mod stranden.
Thomas fik læst en del bøger liggende i en af de mange hængekøjer, jeg knap så meget. Nød bare at ligge og blive varmet af solen og kigge på havet. (Hey, hey, jeg var altså også i vandet hver dag! TG)
De sidste to dage flyttede vi lidt længere hen ad stranden til et mindre prætentiøst sted. En fyr fra Miama passede stedet og var et studie værd. Han havde tydeligvis fået en del en del røgelse og det der er stærkere indenbords. Hver dag dukkede der et nyt barn af hans op, men vi så aldrig nogen mor. Den sidste dag kom han pludselig gående med en klapvogn med en 7 mdr gammel pige i. Ja, det var også hans! Han havde adskillige hunde og en lille baby myresluger som kæledyr. Sidstnævnte var holdt i snor. Drengene var lykkelige!
En af dagene i San Agustinillia tog vi en 3 timers sejltur ud med en lokal, Louis. Vi snorklede på flere kilometers hav dybde med delfiner og rokker. Louis fangede en skilpadde på størrelse med Noah, som vi så kunne røre ved. Sjovt!
Efter 8 dage ved havet tog vi igen en natbus op i højlandet til San Cristobal. Det tog ca 14 timer og vi ankom ved 7-tiden om morgenen. Her blev vi mødt af bidende kulde, da byen ligger ca 2200 m over havet. Noget af en omvæltning, da vi lige havde levet 8 dage i badetøj om dagen og undertøj om aftenen og natten!
Vi besluttede at gå hen til det hostel, vi havde booket, ca 1500 m fra bus stationen. Lidt strabadsagtigt, da fortovene er ca 60 cm brede og består af enorme sten, der ikke altid er lagt regelret og kantstenene ved de mange små gader er ca 20 til 30 cm høje. Det var her vi lavede mottoet, "Vi giver aldrig op". Og så fik vi til dels varmen!
Dette hostel var også rigtig dejligt med en fin have, dejlig rent køkken og vi fik et super flot rustikt rum med sten gulve og vægge. Men hold fest, der var koldt om natten. Vi lå alle med to tæpper over lagenet og når først man havde fået varmen, blev man liggende på en og samme plet!
San Cristobal er en smuk og meget stemningsfuld by præget af Maya indianerne. Der bor ca. 120.00 indbyggere, hvoraf de fleste er af indiansk afstamning. Thomas og jeg blev helt hensat til dengang vi rejste rundt i Guatemala og tilbragte 14 dage i Antigua, hvor vi læste spansk. Desværre husker jeg ikke meget af det spanske, da det er 11 år siden. Og så roder jeg stadig det italienske godt og grundigt ind i det spanske. Har lovet mig selv at næste gang vi skal over i denne verdensdel, skal jeg læse spansk forinden!. De færreste taler engelsk her. Vi har nu klaret os nogenlunde.
Fra San Cristobal tog vi en dag ud at sejle i en enorm kløft - Semidero - og så et hav af krokodiller, der lå og slappede ved bredden! Desværre var jeg hunde dårlig den dag med kvalme og opkast fornemmelse. Turen hjem i bussen blev da også en mare. Jeg var tre gange i en krampe tilstand hvor alle lyde og alt forsvandt. To gange megaopkast før vi nåede tilbage til byen. Elias gik med mig hånden hele vejen hjem i slow motion, hvor jeg krøb ned i den meget kolde seng med høj feber. Den eftermiddag og nat lå jeg fuld påklædt med 4 uldne tæpper over mig. Næste morgen var jeg ok, feberfri, men lidt mat! Dejligt for jeg ville rigtig gerne nyde de sidste dage i byen. Hmm, måske skal man alligevel være lidt varsom med salat og lign. fra det lokale marked.
I San Cristobal besøgte vi et meget fint museum, Museum of Maya Medicin. Det mindede mig meget om Frilandsmuseet. Interessant for drengene at stifte bekendtskab med medicin i form af alt fra sorte høner, egern, slanger, div. kryb, blomster til stearinlys og messen af bønner til guderne. En fin film var der også, omhandlende en traditionel fødsel hos en Maya familie. Herunder også et spændende interview af en lokal jordemoder, der fortalte meget detaljeret om ritualerne samt hendes funktion som fødselshjælper.
Vi sluttede af med en nats bus kørsel tilbage til Mexico City, hvor vi tilbragte det meste af dagen ude ved Teotihuacan. Det er aztekernes gamle hovedstad bygget ca 150 år e.K. Imponerende område. Verden 3. største pyramide, som man kunne bestige. Igen stejle enorme trappesten, der tog pusten selv af drengene!
Nå, som sagt er vi nu tilbage i Denver. Desværre er jeg hunde dårlig igen. Startede på fly turen hjem med kvalme og mave kramper. Hmm, jeg plejer ellers ikke at blive ramt af fremmed mad!. Igår pustede min mave sig op så jeg ligner en i 28 uge og det er sgu ubehageligt, når det ikke er liv, men luft! Jeg har ikke feber længere, ej heller diare. Men det ikke holder op indenfor det næste døgn må jeg vist til lægen.
Thomas og drengene er i fuld gang med at rengøre vores campingvogn. (se billede af den længere nede).
Vi vil lægge et nyt gulv i den og jeg skal sy nogle gardiner, så bliver den rigtig fin! Regner med at forlade Denver på mandag for først at vende tilbage medio juni. Vores Dodge conversion van er hos mekaniker for at få lavet lidt småtterier. Mekanikeren en ven med vores venner Patrick og Judy, som vi bor hos, og han har taget bilen med hjem i sin garage for at fixe det i sin fritid. I skal glæde jer til at se billeder af både bil og campingvogn indvendig. Det er utroligt hvad man kan få for 2000 dollar for henholdsvis trailer og conversion van. Judy her i Denver vil købe traileren af os til hendes sted oppe bjergene. Mens vi var i Mexico har naboen her forelsket sig i vores van, så det er meget muligt han køber den af os, når vi vender tilbage til sommer. Så bliver det sgu en okay husleje!!!!
Nu skal vi diverse ærinder i byen for at finde ting, vi mangler til hverdagen on the road. Der var nu en del efterladt i bilen af køkkengrej, campingbord, grill etc.
Vi haber, at I har det godt. Nu er vi i Mexico, et kampe land, der ligger syd for USA.
Lige nu er vi ved en fin strand. I morges stod vi tidlig op for at komme ud at sejle i en bad.
Baden var hvid med et tag, der skyggede for solen. Den havde en stor motor, sa den kunne sejle meget hurtigt. Kaptajnen hed Luis. Vi sejlede langt ud pa havet. Det er verdens storste hav og hedder Stillehavet, men det larmer rigtigt meget. Der er store bolger hele tiden. Ude pa havet sa vi en masse delfiner, der hoppede ud af vandet og de svommede foran vores bad, nar vi sejlede.
Pludselig sprang Luis i vandet og fangede en skildpadde, der var en meter lang. Det var en hun-skildpadde. Vi tog en maske og en snorkel pa og hoppede ogsa ned i vandet. Der var maske en kilometer dybt vand. Vi svommede hen og rorte skildpadden. Den var hardt pa hovedet og blod pa halsen.
Sa sejlede vi videre og lidt senere sa vi en masse fisk, der hedder manta rokker. Der hoppede vi ogsa i vandet, sa vi kunne se dem svomme. Der var maske 50 rokker. De svommede i en stime. De lignede nogle fugle, der floj under vandet. Engang i mellem hoppede de op af vandet, op i luften, og sa faldt de ned med et kampe plask. De fik en rigtig maveplasker.
Vi snorklede ogse ved et koralrev, hvor der var mange smaa fisk med mange farver.
Luis fangede en puffer-fisk, der maske ogse hedder en kuffertfisk. Den pustede sig op ved vand, saa den blev helt rundt som en fodbold. Den havde pigge, sa en anden fisk ikke kunne sluge den. Nar vi rorte ved den var den helt ru pa huden.
Pa vej hjem fangede Luis en lille svardfisk, der havde en slags nab med sma spidse taender. Den var en halv meter lang og solvfarvet og fedtet at rore ved. Da vi kom tilbage til stranden, fik vi fisken af Luis, sa nu skal vi have den til aftensmad.
Mens Noah holdt den lavede den lort. Sa vaskede han den i havet. Vi fik ogsa to billeder, som Luis har taget. De viser enskildpaddeunge og en koral-fisk med mange farver.
Vi har varet her pa stranden i 7 dage. I kan se hvor vi har boet de forste dage her: www.puntaplacer.com, men nu er vi flyttet til et andet sted, for der var ikke plads til os mere pa det forste sted.
Der er supergode bolger pa stranden. Den storste var 3 meter hoj. Vi bader sa tit vi maa, men solen er meget stark. Vi hopper i bolgerne og dykker i dem. Fordi solen skinner hele tiden har vi faet mange flere fregner, for vi er ude hele tiden.
Vi husker ogsa at lave opgaver i vores boger, men det er ikke hver dag vi naar det, for vi holder lidt badeferie nu.
Der hvor vi bor nu, er der et markeligt dyr. Det er ejerens kaledyr. Den hedder en "tahon", og ligner en blanding mellem en myresluger og en vaskebjorn. Den er supernuttet.
I morgen skal vi kore op i bjergene til en by, der hedder San Cristobal. Der bor nogle indianere, der hedder Maya'er. Der haber vi er lidt stille, for Stillehavet larmer rigtigt meget, nar man skal sove.
Om 7 dage skal vi tilbage til USA. Der star vores nye bil og vores campingvogn og venter pa os. Dem kobte vi, inden vi tog til Mexico. Her kan I se et billede af dem.
