lørdag den 28. marts 2009
Hilsen til Spirerne og Boblerne fra Grand Canyon
Kære Boblere og Spirere
Vi savner Jer og vil meget gerne høre, hvordan I har det.
I må meget gerne skrive til os på denne adresse:
thgade@gmail.com
kærlig hilsen
Noah og Elias
Vi savner Jer og vil meget gerne høre, hvordan I har det.
I må meget gerne skrive til os på denne adresse:
thgade@gmail.com
kærlig hilsen
Noah og Elias
fredag den 27. marts 2009
25. marts – Op af hullet igen og til Sedona
Vi vågnede ikke så tidligt, som vi havde troet = tegn på, at vi havde sovet godt. Tog det stille og roligt, og var blandt de sidste der forlod lejren, hvor der vel er omkring 20 campsites. Flemming og jeg boede også her i 1987, da vi cyklede rundt i USA.
Opturen trak vand. 7,5 km op op op, fra 1100 m.o.h. til 2100 m.o.h. Selv om sækken var nogle kilo mad lettere, føltes den stadig tung.
Det hjælper med vandrestave til af aflaste ryggen og det dårlige knæ, som klarede det fint. Men læggene er tydeligvis ikke vant til at slæbe de ekstra kilo opad.
Det tog tre timer at komme helt op og hel til bilen. På kanten af kløften er der en del koldere end nede i hullet pga. vinden.
Vi kørte videre efter en times tid og frokost mod Flagstaff og Sedona på vejen mod Prescott.
Egentlig ville vi sove i Sedona og bruge en dag i området, som minder en del om Utah med superflotte, røde sandstensklipper, men vi kunne ikke finde en ledig campingplads. I et par timer kørte vi rundt og ledte, prøve-parkerede trailere et sted, men kunne ikke få plads til bilen og så måtte vi køre videre. Snart blev klokken mange og vi måtte lade ungerne falde i søvn på bagsædet, mens vi ledte videre. Vi kørte videre til en lidt større by, Cottonwood, men også her var der optaget.
Så i desperation stoppede vi på en tank og spurgte, om byen har en Wal-Mart. Wal-mart er supermarkernes supermarked. Megastore butikker, hvor man kan købe alt. Man kunne sandsynligvis leve et helt live i Wal-mart, hvor der både er mad, alt til bilen, båden, cyklen og huset, tøj, elektronik, apotek, restaurant, optiker, bank, skatterådgivning . . . . Og så er man altså officielt – som et af de få steder i byerne – velkommen til at overnatte på p-pladsen.
Det benytter en hel del bil-campere sig af. I Mexico mødte vi en amerikaner, der havde set en dokumentar om fænomenet: ældre amerikanere, der kun bor ved Wal-Marts og som – selv om meningen egt. blot er en hjælp til folk, der er på vejs – bliver boende i ugevis og pakker al deres camping-nazistiske grej (såsom kunstig græsplæne og hvidt stakit) ud.
Den film kunne jeg godt tænke mig at se.
Anyway, Wal-Mart er også en meget kritiseret kæde, fordi deres lønninger er under fattigdomsgrænsen, selv om både far og mor fylder hylder hos Wal-Mart. Desuden har de det med at sikre den visse død for samtlige andre butikker i de mindre byer, når deres ”Superstore” flytter ind. Men for os turister er det smart ikke at skulle lede efter al ting, men derimod at kunne købe ind samlet – og det endda kl 22.30, når ungerne endelig er faldet i søvn, eller kl 06.00 inden de vågner.
Opturen trak vand. 7,5 km op op op, fra 1100 m.o.h. til 2100 m.o.h. Selv om sækken var nogle kilo mad lettere, føltes den stadig tung.
Det hjælper med vandrestave til af aflaste ryggen og det dårlige knæ, som klarede det fint. Men læggene er tydeligvis ikke vant til at slæbe de ekstra kilo opad.
Det tog tre timer at komme helt op og hel til bilen. På kanten af kløften er der en del koldere end nede i hullet pga. vinden.
Vi kørte videre efter en times tid og frokost mod Flagstaff og Sedona på vejen mod Prescott.
Egentlig ville vi sove i Sedona og bruge en dag i området, som minder en del om Utah med superflotte, røde sandstensklipper, men vi kunne ikke finde en ledig campingplads. I et par timer kørte vi rundt og ledte, prøve-parkerede trailere et sted, men kunne ikke få plads til bilen og så måtte vi køre videre. Snart blev klokken mange og vi måtte lade ungerne falde i søvn på bagsædet, mens vi ledte videre. Vi kørte videre til en lidt større by, Cottonwood, men også her var der optaget.
Så i desperation stoppede vi på en tank og spurgte, om byen har en Wal-Mart. Wal-mart er supermarkernes supermarked. Megastore butikker, hvor man kan købe alt. Man kunne sandsynligvis leve et helt live i Wal-mart, hvor der både er mad, alt til bilen, båden, cyklen og huset, tøj, elektronik, apotek, restaurant, optiker, bank, skatterådgivning . . . . Og så er man altså officielt – som et af de få steder i byerne – velkommen til at overnatte på p-pladsen.
Det benytter en hel del bil-campere sig af. I Mexico mødte vi en amerikaner, der havde set en dokumentar om fænomenet: ældre amerikanere, der kun bor ved Wal-Marts og som – selv om meningen egt. blot er en hjælp til folk, der er på vejs – bliver boende i ugevis og pakker al deres camping-nazistiske grej (såsom kunstig græsplæne og hvidt stakit) ud.
Den film kunne jeg godt tænke mig at se.
Anyway, Wal-Mart er også en meget kritiseret kæde, fordi deres lønninger er under fattigdomsgrænsen, selv om både far og mor fylder hylder hos Wal-Mart. Desuden har de det med at sikre den visse død for samtlige andre butikker i de mindre byer, når deres ”Superstore” flytter ind. Men for os turister er det smart ikke at skulle lede efter al ting, men derimod at kunne købe ind samlet – og det endda kl 22.30, når ungerne endelig er faldet i søvn, eller kl 06.00 inden de vågner.
24. marts – Ned i hullet
Store vandredag. Parkerede bilen og tog sækkene på ryggen. Christine gik med en ny Gregory Z 55 sæk, som vi har købt som dagturssæk. 60 liter er ganske stort for en dagtur, men passende, når vi skal have fleece og regntøj med til 4 pax, mad og ikke mindst masser af vand i ørkenen.
Thomas’ rygsæk endte med at veje små 25 kilo med campingudstyr til os alle, telt, underlag, Trangia osv. Det vejer sgu altsammen, ikke mindst når man insiterer på at slæbe en så-nu-er-vi-endelig-ankommen-og-ihh-hvor-har-jeg-lyst-til-en-bajer bajer med.
Turen ned er intet mindre end fantastisk. Det synes alle, bortset fra ens knæ, som ikke synes det er fedt, at det går så meget nedad.
Vejret var sublimt, og vi priste os lykkelige over, at der ikke var plads på campingpladserne i kløften dagen før, hvor det var meget koldere. Held i uheld. Campingpladsen nede i bunden var optaget og vi skulle i stedet bo på Indian Garden, halvvejs nede. Her satte vi teltet og droppede vores rygsække.
Efter frokost gik vi videre ned mod bunden og Colorado-floden, der har lavet den enorme kløft. Allerede her begyndte de voksnes lægge er værke. Ungerne fløj rundt.
Vi var tilbage i lejren ved 17-tiden efter 17 km, 1400 højdemeter ned og 500 meter op igen. Så er det sgu ikke mærkeligt, at man er øm. Spiste en kæmpe portion pasta med laks, som var forproduceret.
Eftersom vi bortset fra en enkel sovepose kun har taget dundyner med (fordi de er rarest at sove med i camperen), frygtede vi lidt for hvor koldt det ville være om natten, for det er omkring frysepunktet for øjeblikket, en det var dejligt lunt i teltet
Spillede Yatzy inden vi tørnede ind.
23. marts – Hyggedag på South Rim
I går der der snestorm over Grand Canyon. Det blev en hyggedag i campingvognen. Thomas tog hen for at få en såkaldt "backcountry permit", en tilladelse til at overnatte nede i kløften. Alt var optaget, så vi må vente med at gå til den 24. Flytter campingplads til en anden med elektricitet, så vi bedre kan holde varmen og så der er fuld blus på lyset. Brugte eftermiddagen på leg og pakning af rygsække.
mandag den 23. marts 2009
22. marts: Mens vi venter på backcountry permit
Ankom kl 23.30 i år efter en flot tur. Tirsdag og onsdag går vi ned i kløften og sover dernede.
21. marts – Bryce Canyon til Grand Canyon
En front er på vej med dårligere vejr. Det er skyet, men stadig med sol. Vi går en lille tur i parken inden vi kører de 500 km til Grand Canyon.
20. marts – Escalante til Bryce Canyon
Kørte til Bryce Canyon National Parken, hvor der heller ikke er for grimt.
Vejret var godt, men udsigten værre, så vi valgte at køre rundt i parken, der egt. ikke er en kløft (canyon), med snarere er en bjergside, der er eroderet til fantastiske former.
Super campground og som sædvanligt havde vi samlet brænde undervejs, så vi kunne grille om aftenen. I dag lede bøffer og rødvin.
Vejret var godt, men udsigten værre, så vi valgte at køre rundt i parken, der egt. ikke er en kløft (canyon), med snarere er en bjergside, der er eroderet til fantastiske former.
Super campground og som sædvanligt havde vi samlet brænde undervejs, så vi kunne grille om aftenen. I dag lede bøffer og rødvin.
19. marts – Calf Creek Falls
En rolig dag kun afbrudt af en 9 km vandretur til Lower Calf Creek Falls, et ca 40 meter højt vandfald i toppen af en fin sandstenskløft.
Og aftenen lavede vi bål med snobrød, som derefter indgik i de bedste hotdogs, jeg nogensinde har smagt. Guf. Pølserne blev selvfølgelig også grillet, inden de blev pakket ind i med passende tilbehør.
18. marts – Calf Creek og Harris Wash
Med opladte batteriet valgte vi at køre til en billigere campingplads i en kløft lidt uden for Escalante. Her koster det 20 kroner per nat.
Om eftermiddagen kørte vi ud af en historisk grusvej, som mormonerne lavede for at komme fra Salt Lake City til det sydøstlige Utah omkring år 1850. Vejen hedder Hole-in-the-Rock Road, fordi de måtte sprænge sig ved gennem klipperne ved Glen Canyon, 50 miles nede af vejen. Derefter hejste de 50 vogntog ned gennem kløften, færgede dem over Colorado-floden og kørte videre på den anden side. Når man ser hullet i dag tænker man, at de sgu var noget seje dengang.
Vi gik en kort og lettere kedelig tur i Harris Wash, en flodseng i en kløft, der efter sigende skulle blive superflot, men vi nåede aldrig så langt.
Thomas drømmer stadig om at gå videre gennem Harris Wash og videre hele vejen langs Escalante floden, en tur på 5 dage, hvor man camperer i kløften.
Om eftermiddagen kørte vi ud af en historisk grusvej, som mormonerne lavede for at komme fra Salt Lake City til det sydøstlige Utah omkring år 1850. Vejen hedder Hole-in-the-Rock Road, fordi de måtte sprænge sig ved gennem klipperne ved Glen Canyon, 50 miles nede af vejen. Derefter hejste de 50 vogntog ned gennem kløften, færgede dem over Colorado-floden og kørte videre på den anden side. Når man ser hullet i dag tænker man, at de sgu var noget seje dengang.
Vi gik en kort og lettere kedelig tur i Harris Wash, en flodseng i en kløft, der efter sigende skulle blive superflot, men vi nåede aldrig så langt.
Thomas drømmer stadig om at gå videre gennem Harris Wash og videre hele vejen langs Escalante floden, en tur på 5 dage, hvor man camperer i kløften.
17. marts Escalante Petrified Forest
Det var blevet dejligt varmt og der blev lavet skole og skrevet blog udenfor.
Vi gik en kort tur i parken, der huser en 150 mio år gammel forstenet skov. Sådan en skov opstår ved at træerne engang væltede ned i iltfattig mudder, hvorefter mineraler opløst i mudderet langsomt erstattede træets ved. Nu ligner træerne fortsat træer, men de er farverige pga. de gule, røde og grønne mineraler.
Om eftermiddagen var det tid til tøjvask og vi skulle have afklaret, hvorfor bilen ikke lader camperens batteri.
En kort besøg på byens værksted - det eneste i omkring 100 km's omkreds - viste, at det var en defekt kontakt og nu virker det. Lys og vandpumpe virker igen :-)
Vi gik en kort tur i parken, der huser en 150 mio år gammel forstenet skov. Sådan en skov opstår ved at træerne engang væltede ned i iltfattig mudder, hvorefter mineraler opløst i mudderet langsomt erstattede træets ved. Nu ligner træerne fortsat træer, men de er farverige pga. de gule, røde og grønne mineraler.
Om eftermiddagen var det tid til tøjvask og vi skulle have afklaret, hvorfor bilen ikke lader camperens batteri.
En kort besøg på byens værksted - det eneste i omkring 100 km's omkreds - viste, at det var en defekt kontakt og nu virker det. Lys og vandpumpe virker igen :-)
16.marts: Capitol Reef - Hickman Bridge Trail - Escalante
Vi gik en kort tur op til denne naturlige bro.
Derefter kørte vi til byen Escalante. Scenic Byway nummer 12 er supersmuk. I Escalante endte vi i byens State Park, der ligger ved en forstenet skov. Var de første gæster i parkens nye ”hook up”-afdeling, dvs. de pladser der har strøm. Vi havde brug for at genoplade alle batterier efter en lille uge uden strøm
Tog det roligt resten af dagen.
Derefter kørte vi til byen Escalante. Scenic Byway nummer 12 er supersmuk. I Escalante endte vi i byens State Park, der ligger ved en forstenet skov. Var de første gæster i parkens nye ”hook up”-afdeling, dvs. de pladser der har strøm. Vi havde brug for at genoplade alle batterier efter en lille uge uden strøm
Tog det roligt resten af dagen.
tirsdag den 17. marts 2009
15.marts: Capitol Reef National Park
Stille og rolig morgen, det tager tre timer, fra vi vågner, til vi tager på tur. En flok rådyr havde forsøgt at nappe hele vores køleboks og nu stod de lige uden for og så sure ud over, at vi var vågnet og havde forhindret deres foretagende.
Drengene tog billeder af dyrene, der overhovedet ikke var sky. Og så kastede de sig ellers over blade-legen. Der var enmlig grøfter fulde af blade fra Cottonwood træerne, og Noah og Elias kunne begrave hinanden i bladene.
Capitol Reef NP minder lidt om San Rafael Swell, en hævning af jorden, der minder om et rev, der bryder landksabet, Capitol Reef er 100 km langt, og SER helt anderledes ud end San Rafael.
Om eftermiddagen gik vi en kort tur op til toppen af revet med sublim udsigt. Her drak vi cola, og øl og kogte Pasta Cabonara på Trangiaen. Livet bliver ikke meget federe.
Drengene tog billeder af dyrene, der overhovedet ikke var sky. Og så kastede de sig ellers over blade-legen. Der var enmlig grøfter fulde af blade fra Cottonwood træerne, og Noah og Elias kunne begrave hinanden i bladene.
Capitol Reef NP minder lidt om San Rafael Swell, en hævning af jorden, der minder om et rev, der bryder landksabet, Capitol Reef er 100 km langt, og SER helt anderledes ud end San Rafael.
Om eftermiddagen gik vi en kort tur op til toppen af revet med sublim udsigt. Her drak vi cola, og øl og kogte Pasta Cabonara på Trangiaen. Livet bliver ikke meget federe.
14.marts: San Rafel Swell, Temple Mountain
Det er blevet weekend og alverdens mormoner har booket Goblin Valley campingplads, så vi er nødt til at flytte. En ranger i parken siger, at hun slet ikke forstår, hvorfor folk ikke altid bare bor på en gratis campingplads, der ligger inde i selve San Rafael Swell. Så der kørte vi hen. Masser af plads og super udsigt til grå sandstensklitter.
Vi gik en tur ved bjerget Temple Mountain, som er et gammelt mineområde, hvor man gravede efter uran under den kolde krig. Derfor er der masser af og grusveje, gamle minebyer og efterladenskaber fra minedriften, som kan udfroskes.
Senere kørte vi til Capitol Reef Nationalparken, hvor der ser sådan her ud.
Vi gik en tur ved bjerget Temple Mountain, som er et gammelt mineområde, hvor man gravede efter uran under den kolde krig. Derfor er der masser af og grusveje, gamle minebyer og efterladenskaber fra minedriften, som kan udfroskes.
Senere kørte vi til Capitol Reef Nationalparken, hvor der ser sådan her ud.
13. marts: Bell og Little Wild Horse Canyon
Supervandretur i ”slot canyon”, dvs en kløft, der er supersmal. Turen var på 13 km, op gennem Bell Canyon i en geologisk hævning, der kaldes San Rafael Swell,. Dvs hele terrænet har hævet sig, så det står på skrå og gennem disse sandstensklipper har små floder så skåret sig vej i smalle, dybe kløfter. På toppen gik vi et par km i en jeep-spor, hvor vi spiste frokost. Dernæst ned gennem den supersmalle Little Wild Horse Canyon. Flere steder var den 60-80 meter dyb og 70 cm bred. Lige noget for raske drenge. Billederne taleer vist for sig selv.
12. marts: Goblin Valley
Høvlede rundt i Goblin Valley, som er et lille område på vel 1 km gange 500 meter med de vildste sandstensformationer.
11.marts Natural Bridges-Hanksville-Goblin Valley State Park
Kørte rundturen i Natural Bridges-parken og gik ned til Kachina Bridge, en stor satan af sandsten, eroderet til en bro af en lille, undseelig flod, der knap løber på denne årstid.
På solsiden var der dejligt varmt og sommerligt, på skyggesiden vinter med is og sne. Aha, is, så kan man lige bruge lidt tid på at finde store sten og SMADRE isen, ja, så kan den lære det, at ligge der og se kold ud.
Efter 15 minutters hærgen af de amerikanske natur gik vi op til bilen og kørte til Hanksville. Turen går gennem Glen Canyon området og forbi Colorado-floden. Super udsigt.
I Hanksville provianterede vi og kørte til Goblin Valley State Park.
Noah og Elias proklamerede efter vi havde været der i 10 minutter, at det nok var verdens bedste legeplads, hvilket dette billede også dokumenterer.
På solsiden var der dejligt varmt og sommerligt, på skyggesiden vinter med is og sne. Aha, is, så kan man lige bruge lidt tid på at finde store sten og SMADRE isen, ja, så kan den lære det, at ligge der og se kold ud.
Efter 15 minutters hærgen af de amerikanske natur gik vi op til bilen og kørte til Hanksville. Turen går gennem Glen Canyon området og forbi Colorado-floden. Super udsigt.
I Hanksville provianterede vi og kørte til Goblin Valley State Park.
Noah og Elias proklamerede efter vi havde været der i 10 minutter, at det nok var verdens bedste legeplads, hvilket dette billede også dokumenterer.
10.marts: Mesa Verde til Natural Bridges
Vågnede til sne overalt. Havde godt fornemmet hvor det bar hen, for det ruskede og hylede i camperen natten lang. Men så snart solen var på, forsvandt sneen hurtigt.
Brugte dagen på at køre til Utah – Thomas’ favoritsted på denne jord. Hele dagen havde vi udsigt til tre bjergmassiver i hver sit verdenshjørne, La Sal, Abajo og San Juan bjergene.
Endte dagen på en fin primitiv campingplads i Natural Bridges National Monument, hvor Peter og jeg også sov i 1994.
Der var også her vi fandt ud af, at bilens træk ikke passer helt til camperen, dvs el-koblingen på bilen mangler en ledning til at lade batteriet på camperen. Så vi må klare os de næste par dage med pandelamper og en stor campinglampe, vi har lånt, for de kommende campingpladser i primitive uden luksus som strøm.
Det betyder desværre også at køleskabet heller ikke virker – det kræver åbenbart lidt strøm for at kontrolpanelet fungerer. Men vi har lånt en stor køleboks i Denver som backup.
Brugte dagen på at køre til Utah – Thomas’ favoritsted på denne jord. Hele dagen havde vi udsigt til tre bjergmassiver i hver sit verdenshjørne, La Sal, Abajo og San Juan bjergene.
Endte dagen på en fin primitiv campingplads i Natural Bridges National Monument, hvor Peter og jeg også sov i 1994.
Der var også her vi fandt ud af, at bilens træk ikke passer helt til camperen, dvs el-koblingen på bilen mangler en ledning til at lade batteriet på camperen. Så vi må klare os de næste par dage med pandelamper og en stor campinglampe, vi har lånt, for de kommende campingpladser i primitive uden luksus som strøm.
Det betyder desværre også at køleskabet heller ikke virker – det kræver åbenbart lidt strøm for at kontrolpanelet fungerer. Men vi har lånt en stor køleboks i Denver som backup.
9. marts: På ski igen i Lizard Head Pass
Gårsdagens oplevelse var så storslået, at vi besluttede os for at blive en dag mere, lade camperen stå i Mesa Verde og køre små 80 km tilbage for at stå langrend i passet igen.
Men trods en vejrudsigt, der lovede mest sol, begyndte det at sne under turen fra Mesa Verde RV Resort op langs Dolores floden gennem San Juan bjergene. Det stoppede, da vi skulle spænde skiene på og vi løb en fin tur på 12 km uden den store udsigt. Løjpen fulgte en gammel jernbanestrækning fra 1800-tallet, hvor der gik tog fra Cortez til Telluride for at transportere guld og sølv fra minerne i bjernene.
Men trods en vejrudsigt, der lovede mest sol, begyndte det at sne under turen fra Mesa Verde RV Resort op langs Dolores floden gennem San Juan bjergene. Det stoppede, da vi skulle spænde skiene på og vi løb en fin tur på 12 km uden den store udsigt. Løjpen fulgte en gammel jernbanestrækning fra 1800-tallet, hvor der gik tog fra Cortez til Telluride for at transportere guld og sølv fra minerne i bjernene.
8. marts: Den største langrendsoplevelse
Turens smukkeste dag hidtil. En kold morgen i Ridgway State Park, men skyfri himmel. Kørte til den gamle mineby-nu-skiby Telluride, der ligger på den anden side af San Juan bjergene i forhold til Ouray. 10 km over bjerget. 50 km rundt om.
Dermed begyndte vi at følge i fodsporerne på den berømte ”Men are pigs tour” fra 1994, hvor pionererne P. Høyer og T. Gade kæmpede sig frem gemme det Vilde Vesten i en lejet Chevrolet.
7 dage, hvor de hverken så en bruser eller sov i en seng. Høyer-Gade expeditonen kom i stand, for Gade skulle til Denver som journalistpraktikant på KUSA TV, og Høyer havde tid at slå ihjel.
Anyway, i Telluride fandt vi nogle korte og lettere kedelige langrendsløjper i byen. Efter vi havde løbet et par km, spændte vi skiene af og gik en tur i byen. Jeg (Thomas) var her også i 1991, da han gik på Prescott College i Arizona, På en braffetur fra Prescott til Denver, endte jeg i Telluride sammen med et par, der skulle stå på ski en uge. De havde en hund med og kunne ikke finde et hotel at bo på sammen med køteren. Senere den første aften endte vi på en en bar, hvor bartenderen inviterede os til at bo hos ham. Han boede sammen med tre andre skibumser, og jeg lignede lidt den ene og passe skistøvler med den anden, og kom således tre dage på ski i Telluride. Fantastick skisportsted!
Desværre kunne vi ikke bo i byen, for der er ingen åbne campingpladser på denne tid af året. Efter frokosten kørte vi derfor tilbage mod Mesa Verde, så vi endte med at have lavet en lille cirkel: Mesa Verde – Durango – Silverton – Ouray – Ridgway – Telluride – Dolores – Mesa Verde.
Lige før Lizard Head pass i 3300 meters højde, fandt vi – udover en helt sublim udsigt – også de fineste langrendsløjper.
Vel en af de bedste langrendsoplevelser vi har haft.
Dermed begyndte vi at følge i fodsporerne på den berømte ”Men are pigs tour” fra 1994, hvor pionererne P. Høyer og T. Gade kæmpede sig frem gemme det Vilde Vesten i en lejet Chevrolet.
7 dage, hvor de hverken så en bruser eller sov i en seng. Høyer-Gade expeditonen kom i stand, for Gade skulle til Denver som journalistpraktikant på KUSA TV, og Høyer havde tid at slå ihjel.
Anyway, i Telluride fandt vi nogle korte og lettere kedelige langrendsløjper i byen. Efter vi havde løbet et par km, spændte vi skiene af og gik en tur i byen. Jeg (Thomas) var her også i 1991, da han gik på Prescott College i Arizona, På en braffetur fra Prescott til Denver, endte jeg i Telluride sammen med et par, der skulle stå på ski en uge. De havde en hund med og kunne ikke finde et hotel at bo på sammen med køteren. Senere den første aften endte vi på en en bar, hvor bartenderen inviterede os til at bo hos ham. Han boede sammen med tre andre skibumser, og jeg lignede lidt den ene og passe skistøvler med den anden, og kom således tre dage på ski i Telluride. Fantastick skisportsted!
Desværre kunne vi ikke bo i byen, for der er ingen åbne campingpladser på denne tid af året. Efter frokosten kørte vi derfor tilbage mod Mesa Verde, så vi endte med at have lavet en lille cirkel: Mesa Verde – Durango – Silverton – Ouray – Ridgway – Telluride – Dolores – Mesa Verde.
Lige før Lizard Head pass i 3300 meters højde, fandt vi – udover en helt sublim udsigt – også de fineste langrendsløjper.
Vel en af de bedste langrendsoplevelser vi har haft.
søndag den 8. marts 2009
Langrend og varme kilder i Ouray
Turens vel hidtil bedste dag. Supersolrig morgen i Ridgway State Park og derefter skiløb ved Ironton Park, en gammel mineby i passet syd for Ouray.
Vejret var så som så, men solen tittede frem flere gange og det var ikke alt for koldt. San Juan bjerngene er fantastisk smukke. De minder en del om de schweiziske alper, og det har turistkontoret i Ouray hurtigt taget til sig. Officielt kaldes dalen, hvor Ouray ligger i, for "Switzerland of America". Det er der noget om.
Efter skituren kørte vi ned til Ouray og hoppede i Ouray Hot Springs. 40 grader varme kilder og ganske salliggørende efter en gang langrend. Det sneede voldsomt, mens vi lå i vandet udendørs.
Dagen sluttede af med lejrbål og grillpølser.
Vejret var så som så, men solen tittede frem flere gange og det var ikke alt for koldt. San Juan bjerngene er fantastisk smukke. De minder en del om de schweiziske alper, og det har turistkontoret i Ouray hurtigt taget til sig. Officielt kaldes dalen, hvor Ouray ligger i, for "Switzerland of America". Det er der noget om.
Efter skituren kørte vi ned til Ouray og hoppede i Ouray Hot Springs. 40 grader varme kilder og ganske salliggørende efter en gang langrend. Det sneede voldsomt, mens vi lå i vandet udendørs.
Dagen sluttede af med lejrbål og grillpølser.
Sne i San Juan Bjergene
Vi havde planlagt at tage et par dage til den lille, supersmukke bjergby Telluride, men der er ingen campingpladser åbne om vineteren, så vi måtte sadle om. Desuden var der to dage med længe ventet sne i udsigt, så i stedet for at køre fra Mesa Verde til Telluride, besluttede vi os for at køre til Ouray, som ligger 10 km øst for Telluride, men på den anden side af en række 4400 meter høje bjerge. Det er derfor en omvej på ca 100 km. Vi nåede lige over de tre pas fra Durango og Silverton til Ouray inden de begyndte at sne for alvor.
Lidt nord for Ouray ligger der en skøn campingplads i Ridgway State Park. Her er elektricitet, hvilket er vigtigt for at holde varmen i øjeblikket , hvor det fryser ned til 8-10 grader om natten. Men parken har den mest fantastiske udsigt.
Lidt nord for Ouray ligger der en skøn campingplads i Ridgway State Park. Her er elektricitet, hvilket er vigtigt for at holde varmen i øjeblikket , hvor det fryser ned til 8-10 grader om natten. Men parken har den mest fantastiske udsigt.
torsdag den 5. marts 2009
Mesa Verde National Park
I går morges kørte vi nordpå fra Santa Fe, hovedstaden i New Mexico. Highway 84 følger vestsiden af Sangre del Cristo bjergene til Colorado. 400 km blev det til inden vi landede lige ved foden af Mesa Verde Nationalparken med de ældste arkæologiske bygninger i USA.
Her fandt vi en campingplads, der drives af en 3. generationsdansker, og vi er de eneste gæster, så det skorter ikke på velviljen.
I dag kørte vi op i parken og så de flotte ruiner af Anasazi pueblo indianernes små byer, der er bygget ind under sandstensklipperne i ly for vind og vejr.
Her boede de fra år 400-1300 indtil de en dag pludselig forsvandt. Hvad der skete med dem, ved man ikke rigtigt.
Her fandt vi en campingplads, der drives af en 3. generationsdansker, og vi er de eneste gæster, så det skorter ikke på velviljen.
I dag kørte vi op i parken og så de flotte ruiner af Anasazi pueblo indianernes små byer, der er bygget ind under sandstensklipperne i ly for vind og vejr.
Her boede de fra år 400-1300 indtil de en dag pludselig forsvandt. Hvad der skete med dem, ved man ikke rigtigt.
Langrend i Santa Fe, New Mexico
Thomas: Vi begynder denne nye, lange tur på samme sted, som vi sluttede sidste gang, vi kørte rundt i en camper i USA.
I 2005 besøgte vi vores venner i Denver for første gang med vores børn, og dengang lånte vi en RV i 11 dage.
Kørte til Moab og Arches og Canyonlands Nationalparkerne og videre til Lake Powell, Caynon du Chelley og så sluttede vi turen med at stå på ski på Mnt. Baldy i Santa Fe.
Vi boede i Hyde Memorial State Park på en RV Campground på vejen op til skisportstedet og her står vores camper-combo igen parkeret. Drengene har lavet turens første lejrbål, mens Christine testede camperens gasovn for første gang. De første hold muffins er fortæret og nu er der kartofler i ovnen. Bøffen marinerer og rødvinen nærmer sig de 17 grader.
Der er strøm på denne campground, hvilket er fedt, for det fryser ca 10 grader om natten, så nu får varmeblæseren lystigt lov til at køre.
I morgen skal vi se lidt på byen Santa Fe, hovedstad i staten New Mexico og den næstældste by i landet. Strikse byggeregler gør, at der ikke findes højhuse og stort set alt er bygget som gamle ”native American” adobe-huse. Brunt ler og med runde hjørner.
Og så kan vi stå langrend længere oppe af bjerget.
I 2005 besøgte vi vores venner i Denver for første gang med vores børn, og dengang lånte vi en RV i 11 dage.
Kørte til Moab og Arches og Canyonlands Nationalparkerne og videre til Lake Powell, Caynon du Chelley og så sluttede vi turen med at stå på ski på Mnt. Baldy i Santa Fe.
Vi boede i Hyde Memorial State Park på en RV Campground på vejen op til skisportstedet og her står vores camper-combo igen parkeret. Drengene har lavet turens første lejrbål, mens Christine testede camperens gasovn for første gang. De første hold muffins er fortæret og nu er der kartofler i ovnen. Bøffen marinerer og rødvinen nærmer sig de 17 grader.
Der er strøm på denne campground, hvilket er fedt, for det fryser ca 10 grader om natten, så nu får varmeblæseren lystigt lov til at køre.
I morgen skal vi se lidt på byen Santa Fe, hovedstad i staten New Mexico og den næstældste by i landet. Strikse byggeregler gør, at der ikke findes højhuse og stort set alt er bygget som gamle ”native American” adobe-huse. Brunt ler og med runde hjørner.
Og så kan vi stå langrend længere oppe af bjerget.
Abonner på:
Opslag (Atom)