Store vandredag. Parkerede bilen og tog sækkene på ryggen. Christine gik med en ny Gregory Z 55 sæk, som vi har købt som dagturssæk. 60 liter er ganske stort for en dagtur, men passende, når vi skal have fleece og regntøj med til 4 pax, mad og ikke mindst masser af vand i ørkenen.
Thomas’ rygsæk endte med at veje små 25 kilo med campingudstyr til os alle, telt, underlag, Trangia osv. Det vejer sgu altsammen, ikke mindst når man insiterer på at slæbe en så-nu-er-vi-endelig-ankommen-og-ihh-hvor-har-jeg-lyst-til-en-bajer bajer med.
Turen ned er intet mindre end fantastisk. Det synes alle, bortset fra ens knæ, som ikke synes det er fedt, at det går så meget nedad.
Vejret var sublimt, og vi priste os lykkelige over, at der ikke var plads på campingpladserne i kløften dagen før, hvor det var meget koldere. Held i uheld. Campingpladsen nede i bunden var optaget og vi skulle i stedet bo på Indian Garden, halvvejs nede. Her satte vi teltet og droppede vores rygsække.
Efter frokost gik vi videre ned mod bunden og Colorado-floden, der har lavet den enorme kløft. Allerede her begyndte de voksnes lægge er værke. Ungerne fløj rundt.
Vi var tilbage i lejren ved 17-tiden efter 17 km, 1400 højdemeter ned og 500 meter op igen. Så er det sgu ikke mærkeligt, at man er øm. Spiste en kæmpe portion pasta med laks, som var forproduceret.
Eftersom vi bortset fra en enkel sovepose kun har taget dundyner med (fordi de er rarest at sove med i camperen), frygtede vi lidt for hvor koldt det ville være om natten, for det er omkring frysepunktet for øjeblikket, en det var dejligt lunt i teltet
Spillede Yatzy inden vi tørnede ind.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar