Den flotteste skolebænk i verden? Drengene har lært at læse via nogle gamle Jumbobøger og er nu i gang med de sidste af de bøger, vi har langtidslånt på hovedbiblioteket i Kbh.
lørdag den 30. maj 2009
29. maj: En dag ved stranden i Banff
Den flotteste skolebænk i verden? Drengene har lært at læse via nogle gamle Jumbobøger og er nu i gang med de sidste af de bøger, vi har langtidslånt på hovedbiblioteket i Kbh.
28. maj: Johnson Canyon, Banff NP
Super vandretur i en kløft opkaldt efter fyr ved navn Johnson. Flere vandfald og farvefulde kolde kilder. Stien svæver flere steder over floden, hvor den er bygget ind i siden af kløften.
27. maj: Lake Louise
Store vaskedag. Det skal jo til engang i mellem. Denne gang finder vi området eneste vaskemaskine på det lokale hostel. Men vi venter på, at tøjet bliver rent, tjekker vi mail, indtil en behjertet sjæl kl. 12.45 tænder for fjernsynet. Barcelona mod Manchester U i CL finalen. Så er det ok at være på vaskeri!
Bagefter kører vi en kort tur til et par smukke søer, Moraine og Loiuse. Begge er stadig frosne. Især bredden ved Lake Louise - der markedsføres som en af verdens smukkeste søer, selv om det vælter med sublime lakeviews her - er proppet med busturister, der bare har det med at larme mere end os andre.
Vi kører videre mod Banff og finder en camp ved en søbred. Her er mange dyr:
Bagefter kører vi en kort tur til et par smukke søer, Moraine og Loiuse. Begge er stadig frosne. Især bredden ved Lake Louise - der markedsføres som en af verdens smukkeste søer, selv om det vælter med sublime lakeviews her - er proppet med busturister, der bare har det med at larme mere end os andre.
Vi kører videre mod Banff og finder en camp ved en søbred. Her er mange dyr:
26. maj: Emerald Lake, Yoho NP
Slapperdag i Yoho. Den fysiske side lægges for en kort stund til side til fordel for kunsten. Noah er meget interesseret i, hvor mange penge, han kan få for sit mesterværk og er noget skuffet, da hans far siger “måske en tyver”.
24. maj: Columbia Icefield
Køretur langs Continental Divide på Icefield Parkway, iflg. de canadiske turistmyndigheder “en af verdens smukkeste køreture” Det har de ret i. Jeg kan ikke mindes at have set noget lignende siden Karakoram Highway i Pakistan. Det ene mageløse bjerg-sceneri afløser det andet. Man takker for at nogen har opfundet det digitale kamera, for ellers havde vi ruineret os selv med fremkaldelser.
Atabascha-gletscheren ligger i 2000 meter højde og lige overfor ligger en stor p-plads, hvor vi må overnatte. Vi har det stort set for os selv. Og solen går først ned efter kl. 21.
Atabascha-gletscheren ligger i 2000 meter højde og lige overfor ligger en stor p-plads, hvor vi må overnatte. Vi har det stort set for os selv. Og solen går først ned efter kl. 21.
23. maj: Stranddag og cykeltur i Jasper
Så er sommeren endelig kommet til bjergene. Sneen smelter lystigt og mini-Freinetskolen har forlagt undervisningen til bredden af Lake Anette med den inspirerende udsigt.
Imens lærerinden holder eleverne til ilden, benytter læreren lejligheden til at leje en mountainbike og cykle en tur langs Valley of the Five Lakes. Stejlt og smuk.
Imens lærerinden holder eleverne til ilden, benytter læreren lejligheden til at leje en mountainbike og cykle en tur langs Valley of the Five Lakes. Stejlt og smuk.
22. maj: Maligne Lake, Jasper
Dagstur langs Maligne-floden, der har to seværdigheder på samvittigheden: En smal, dyb kløft og en sø med et par billedmuligheder. Bådhuset er endnu lukket og kanoer låst inde.
Maligne Lake er nemlig stadig fyldt med is, der passende kan smadres med store sten.
Maligne Lake er nemlig stadig fyldt med is, der passende kan smadres med store sten.
21. maj: Jasper nationalpark
Højtryk i Alberta! Nu kan vi se bjergene . . . og de lever op til rygtet:
20. maj: Mt Robson Provincial Park
Vi er nu i de canadiske Rocky Mountains. Bjergene her er ikke så høje som i USA, men de mere alpine at se på. Vildere og flottere. Vejret er stadig ustadigt og selv om vi camperer lige ved foden af det højeste bjerg i området, Mt Robson, gemmer det sig konstant i de skyer, som bjerget grundet dets højde selv forårsager.
Vi bliver en ekstra dag og går en tur til Kinney Lake, 18 km på en lidt mudret og tilsneet sti. Søen har som de fleste gletschersøer i området en uvirkelig blå farve.
Vi bliver en ekstra dag og går en tur til Kinney Lake, 18 km på en lidt mudret og tilsneet sti. Søen har som de fleste gletschersøer i området en uvirkelig blå farve.
mandag den 18. maj 2009
17. maj: Test af de olympiske pister
Dan fortalte os, at der stadig er masser af sne i Whistler, et lokal skisportsted 120 km herfra. Whistler bliver år efter år udråbt som det bedste skisportsted i hele Nordamerika. Hvem kan sige nej?
Så i morges pakkede vi bilen og drog nordpå (camperen blev stående i Vancouver). Her lejede vi ski og drog op i terrænet for at teste de pister, som næste år skal lægge sne til de Olympiske Lege. Gode bakker, godt vejr, gode ski, men også rigtig "spring skiing". Våd, tung sne. Men som de sagde i skibutikken; "Hey, it's May 17th!"
Man er vel altid sulten på en tur ned og ungerne elskede det. Whistler lukker i øvrigt først til juni.
Vi sover endnu en nat i Fedder-huset. I morgen kører vi de første af de 800 km til Jasper i de canadiske Rocky Mountains.
Så i morges pakkede vi bilen og drog nordpå (camperen blev stående i Vancouver). Her lejede vi ski og drog op i terrænet for at teste de pister, som næste år skal lægge sne til de Olympiske Lege. Gode bakker, godt vejr, gode ski, men også rigtig "spring skiing". Våd, tung sne. Men som de sagde i skibutikken; "Hey, it's May 17th!"
Man er vel altid sulten på en tur ned og ungerne elskede det. Whistler lukker i øvrigt først til juni.
Vi sover endnu en nat i Fedder-huset. I morgen kører vi de første af de 800 km til Jasper i de canadiske Rocky Mountains.
16. maj: Eget hus i Vancouver
Familen Fedder er taget på 3 dages cykel-tur på Vancouver Island og har overladt deres husnøgle til os.
Senere tog vi ind til markedet på en lille ø ved navn Granville i Vancouvers havn. Her forkøbte vi os i sushi, som vi fortærede i haven.
Senere tog vi ind til markedet på en lille ø ved navn Granville i Vancouvers havn. Her forkøbte vi os i sushi, som vi fortærede i haven.
15. maj: Vancouver
En superhyggelig dag med Thomas' gamle rejsemakker fra forrige årtusinde, Dan Fedder. (se bunden af forrige indlæg)
Fedder-familien har et utal af cykler og vi lånte fire stk og kørte rundt i Vancouver sammen med vores guide, Dan.
På vejen fra deres hus i det vestlige Vancouver ned gennem en skov til stranden, sagde Elias: "Dette er den bedste dag i mit liv. Vi har cykler og vi har sol og man kan høre fuglene synge".
Vancouver er vel egentlig verdens smukkeste by og for os, der godt kan lide friluftsliv, bliver beliggenheden ikke meget federe. Strand, hav og bjerge overalt.
Vi kørte langs strand-cykelstien til den indre by, tog en lille færge over havneindløbet og kørte i alt omkring 35 km rundt i Stanley Parken, der ligger lige ved downtown, og tilbage til huset igen.
Noah og Thomas vandt spurten!
Fedder-familien har et utal af cykler og vi lånte fire stk og kørte rundt i Vancouver sammen med vores guide, Dan.
På vejen fra deres hus i det vestlige Vancouver ned gennem en skov til stranden, sagde Elias: "Dette er den bedste dag i mit liv. Vi har cykler og vi har sol og man kan høre fuglene synge".
Vancouver er vel egentlig verdens smukkeste by og for os, der godt kan lide friluftsliv, bliver beliggenheden ikke meget federe. Strand, hav og bjerge overalt.
Vi kørte langs strand-cykelstien til den indre by, tog en lille færge over havneindløbet og kørte i alt omkring 35 km rundt i Stanley Parken, der ligger lige ved downtown, og tilbage til huset igen.
Noah og Thomas vandt spurten!
torsdag den 14. maj 2009
9.-13 maj: Gensyn med gamle venner
Vores tre dage i Seattle brugte vi blandt andet på at tulle rundt i byen. Blandt andet på det gamle Pike Market ved havnen, hvor de sælger fisk og enorme krapper; King Crab. Deres kødfulde ben er næsten 50 cm lange. De ligger til venstre på is på billedet her.
Vi besøgte også Thomas' gamle ven, Natasha, som han så meget til i begyndelsen af 90'erne, da de begge boede i Denver.
Sidste gang var i 1995 til hendes bryllup med Frank. De bor nu lidt øst for Seattle og har to børn, Cyris på 9 og Celena på 10 år. Perfekte legekammerater.
Det er sjovt som man kan vade ud og vade ind af hinandens liv igen, uden at det føles, som om der er gået 14 år. Tash fandt nogle cykler frem, mens Frank var til baseball med Cyris, og vi kørte en tur langs Lake Washington, indtil vi fandt et sted med gode milk shakes.
Nu hvor vi skriver disse ord, bor vi i Vancouver hos Dan og Janie. Thomas og Dan mødtes helt tilfældigt i 1988 på Hunza Inn i det nordlige Pakistan. Vi endte med med at rejse sammen i fire måneder i Pakistan, Nepal og Thailand, inden vi skildtes. Siden har vi mødtes een gang for 15 siden. Gammelt venskab forgår ej!
Inden vi kom til Canada var vi et par dage ved de små øer lidt nordvest for Seattle; San Juan Islands. Vi boede på en campingplads ved et pas mellem to øer, Deception Pass. Således kaldet af Kaptajn Vancouver i 17-et-eller-andet, fordi man ikke kan se, at der er et pas - eller hul - mellem de to øer.
Vejrudsigten så truende ud, men det artede sig faktisk meget bedre end forventet. Kun få byger og en hel del sol.
Vi tog færgen til en lille by ved navn Friday Harbor og kørte til vestsiden af øen, hvor man ofte er heldig at kunne se dræberhvaler. Så heldige var vi nu ikke, men vi så da to sæler.
Drengene forsøgte igen at fange en fisk, men stadig ingen held. Faderen er ikke til meget hjælp, for han aner intet om at fiske.
Men havnen hvor Noah og Elias fiskede var superhyggelig, omend turistet. De eneste turister netop den dag var dog os.
På vejen hjem efter en byge så vi verdens største regnbue.
Dagen efter skulle den stå på nedbør hele dagen, men der faldt ikke en dråbe. Vi hang ud på vores campingplads lige ved stranden og vandet og for første gang siden Mexico i februar, så vi solen gå ned.
Vi besøgte også Thomas' gamle ven, Natasha, som han så meget til i begyndelsen af 90'erne, da de begge boede i Denver.
Sidste gang var i 1995 til hendes bryllup med Frank. De bor nu lidt øst for Seattle og har to børn, Cyris på 9 og Celena på 10 år. Perfekte legekammerater.
Det er sjovt som man kan vade ud og vade ind af hinandens liv igen, uden at det føles, som om der er gået 14 år. Tash fandt nogle cykler frem, mens Frank var til baseball med Cyris, og vi kørte en tur langs Lake Washington, indtil vi fandt et sted med gode milk shakes.
Nu hvor vi skriver disse ord, bor vi i Vancouver hos Dan og Janie. Thomas og Dan mødtes helt tilfældigt i 1988 på Hunza Inn i det nordlige Pakistan. Vi endte med med at rejse sammen i fire måneder i Pakistan, Nepal og Thailand, inden vi skildtes. Siden har vi mødtes een gang for 15 siden. Gammelt venskab forgår ej!
Inden vi kom til Canada var vi et par dage ved de små øer lidt nordvest for Seattle; San Juan Islands. Vi boede på en campingplads ved et pas mellem to øer, Deception Pass. Således kaldet af Kaptajn Vancouver i 17-et-eller-andet, fordi man ikke kan se, at der er et pas - eller hul - mellem de to øer.
Vejrudsigten så truende ud, men det artede sig faktisk meget bedre end forventet. Kun få byger og en hel del sol.
Vi tog færgen til en lille by ved navn Friday Harbor og kørte til vestsiden af øen, hvor man ofte er heldig at kunne se dræberhvaler. Så heldige var vi nu ikke, men vi så da to sæler.
Drengene forsøgte igen at fange en fisk, men stadig ingen held. Faderen er ikke til meget hjælp, for han aner intet om at fiske.
Men havnen hvor Noah og Elias fiskede var superhyggelig, omend turistet. De eneste turister netop den dag var dog os.
På vejen hjem efter en byge så vi verdens største regnbue.
Dagen efter skulle den stå på nedbør hele dagen, men der faldt ikke en dråbe. Vi hang ud på vores campingplads lige ved stranden og vandet og for første gang siden Mexico i februar, så vi solen gå ned.
fredag den 8. maj 2009
6. maj: Nye bøger i Seattle
I Seattle bor vi hos nogle af vores fars gamle venner. Da vi kom, lå der en pakke til os fra vores lærere og venner fra Freinetskolen. Der var nye skolebøger og så var der en masse breve og klistermærker og slik. Det allerbedste var alle brevene.
Dem er vi rigtigt glade for. Derfor lavede vi denne lille videohilsen i dag nede på havnen i Seattle.
Kærlig hilsen
Elias og Noah
Dem er vi rigtigt glade for. Derfor lavede vi denne lille videohilsen i dag nede på havnen i Seattle.
Kærlig hilsen
Elias og Noah
onsdag den 6. maj 2009
4. maj: Regn og regn i Portland
Fordi vejrudsigten lød på nedbør en masse, satte vi kursen mod Portland, den største by i staten Oregon.
Alle vi har mødt fortæller, at det er en af de mest behagelige byer i USA, og den scorer hver år en
Top 5 placering som en af de bedste byer at bo i. Vi tænkte at i en by kunne vi gå indenfor, hvis det regnede alt for meget.
Men byen er skod! For det regnede hele dagen, vi var der. Det silede ned i stive 8 timer og vi kunne ikke undgå at blive godt våde.
Eneste lyspunkt var et tilfældigt besøg på en tilfældig cafe for at undslippe regnen. Her fortalte de om dagens dessert-anretning: Æbleskiver med jordbær og flødeskum! Det viste sig, at ejeren havde danske aner og vi bestilte to store portioner. Det blev også til dagens eneste billede fra Portland.
Alle vi har mødt fortæller, at det er en af de mest behagelige byer i USA, og den scorer hver år en
Top 5 placering som en af de bedste byer at bo i. Vi tænkte at i en by kunne vi gå indenfor, hvis det regnede alt for meget.
Men byen er skod! For det regnede hele dagen, vi var der. Det silede ned i stive 8 timer og vi kunne ikke undgå at blive godt våde.
Eneste lyspunkt var et tilfældigt besøg på en tilfældig cafe for at undslippe regnen. Her fortalte de om dagens dessert-anretning: Æbleskiver med jordbær og flødeskum! Det viste sig, at ejeren havde danske aner og vi bestilte to store portioner. Det blev også til dagens eneste billede fra Portland.
3. maj: Safari med vilde dyr
Det var ikke så godt vejr og vi tog til en dyrepark lidt syd for der hvor vi boede.
Her var der rådyr, lamaer, geder og andre dyr, som man kunne klappe og fodre.
Der var også en masse dyr, som var inde bag nogle hegn, fordi de er for farlige: Tiger, løve, panter, leopard, los, bobkat, og en bisonokse. Den kunne man ikke klappe. Tigeren var supersmuk, fordi den var helt hvd,
Der var også to søde bjørne, som man kunne fodre gennem hegnet. Det var sjovt. Kærlig hilsen Elias og Noah
Her var der rådyr, lamaer, geder og andre dyr, som man kunne klappe og fodre.
Der var også en masse dyr, som var inde bag nogle hegn, fordi de er for farlige: Tiger, løve, panter, leopard, los, bobkat, og en bisonokse. Den kunne man ikke klappe. Tigeren var supersmuk, fordi den var helt hvd,
Der var også to søde bjørne, som man kunne fodre gennem hegnet. Det var sjovt. Kærlig hilsen Elias og Noah
lørdag den 2. maj 2009
2. maj: Bandon Beach, Oregon
Nu er vi i Oregon ved Stillehavet og vejret er for første gange på hele turen dårligt. Regn, regn og regn. Vi nåede lige at sætte forteltet op for første gang, inden det begyndte at regne.
Når det regner, kan man jo blive i sengen og læse i sin bog.
Når det regner, kan man jo blive i sengen og læse i sin bog.
28.-29. april: Lassen Volcanic National Park
Whhhooooaaaaa!
En af turens bedste oplevelser faldt lidt tilfældigt ned i turbanen. Vi troede (dvs. Thomas troede) at vi kunne køre igennem parken, men så opdagede vi, at vejen stadig er dækket af 3-4 meter sne. Så vi lavede planerne om: Et kort stop i Lassen og så videre mod Oregon og Stillehavet.
Vi kørte hen til parken og ankom efter visitor centret var lukket. Der var kun os på p-pladsen. Et par rangere var på vej hjem efter dagens dont og de fortalte at vi var velkomne til at campere på p-pladsen, men at de præparerede løjper var plovet. Men i øvrigt var der flere gode backcountry-skiture, dvs. skiture på upræparerede stier. Vi valgte at blive og stå på ski og det blev vi glade for.
Næste dag gik vi halvanden km på den plovede vej med skiene på nakken. Skituren begyndte ved et termisk område, hvor Lassen-vulkanen sender lidt kogende mudder op til overfladen. Turen var ikke lang, måske fem km i alt, men det gik op, op, op til toppen af en bjergkam.
Vejen tilbage gik over et pass og stejlt ned gennem en kløft langs en bæk. De sidste par hundrede meter var så stejle og med så tætte træer, at vi måtte tage langrendskiene af og gå.
En fantastisk tur, hvor der flere steder var “sort”, og et par steder, hvor Elias og Noah – og Christine - blev lidt bange. Men drengene var seje og med brede sving gik det nedad.
En af turens bedste oplevelser faldt lidt tilfældigt ned i turbanen. Vi troede (dvs. Thomas troede) at vi kunne køre igennem parken, men så opdagede vi, at vejen stadig er dækket af 3-4 meter sne. Så vi lavede planerne om: Et kort stop i Lassen og så videre mod Oregon og Stillehavet.
Vi kørte hen til parken og ankom efter visitor centret var lukket. Der var kun os på p-pladsen. Et par rangere var på vej hjem efter dagens dont og de fortalte at vi var velkomne til at campere på p-pladsen, men at de præparerede løjper var plovet. Men i øvrigt var der flere gode backcountry-skiture, dvs. skiture på upræparerede stier. Vi valgte at blive og stå på ski og det blev vi glade for.
Næste dag gik vi halvanden km på den plovede vej med skiene på nakken. Skituren begyndte ved et termisk område, hvor Lassen-vulkanen sender lidt kogende mudder op til overfladen. Turen var ikke lang, måske fem km i alt, men det gik op, op, op til toppen af en bjergkam.
Vejen tilbage gik over et pass og stejlt ned gennem en kløft langs en bæk. De sidste par hundrede meter var så stejle og med så tætte træer, at vi måtte tage langrendskiene af og gå.
En fantastisk tur, hvor der flere steder var “sort”, og et par steder, hvor Elias og Noah – og Christine - blev lidt bange. Men drengene var seje og med brede sving gik det nedad.
26.-27. april: Lake Tahoe
Lidt nord for Yosemite ligger den krystalklare bjergsø Lake Tahoe. Der er ganske smukt!
På vej dertil så vi en sort bjørn. Men som mange andre sorte bjørne var den ikke sort, men brun. Den farve amerikanerne kalder “kanel”. Den stod lige ved siden af vejen og ledte efter mad i skovbunden. Mange andre bilister stoppede også for at fotografere den og den var bedøvende ligeglad med opbuddet.
Egentligt havde Thomas regnet med at vi kunne stå på langrend ved søen, fordi de mange alpine skisportsteder fortsat var åbne, men det var for sent på året til langrend. I stedet fandt drengene fiskerstængerne frem i håb om at fange noget middag i søen, men uden held. Søen er så klar, at man kan se omkring 20 meter ned (den er op til 500 meter dyb), og som Noah sagde, så var der ikke en eneste fisk i sigte.
Dagen efter gik vi en tur langs søen og så blandt andet denne Blue Jay (som vi ikke helt ved hvad hedder på dansk) . . .
. . . og denne sten-muræne.
På vej dertil så vi en sort bjørn. Men som mange andre sorte bjørne var den ikke sort, men brun. Den farve amerikanerne kalder “kanel”. Den stod lige ved siden af vejen og ledte efter mad i skovbunden. Mange andre bilister stoppede også for at fotografere den og den var bedøvende ligeglad med opbuddet.
Egentligt havde Thomas regnet med at vi kunne stå på langrend ved søen, fordi de mange alpine skisportsteder fortsat var åbne, men det var for sent på året til langrend. I stedet fandt drengene fiskerstængerne frem i håb om at fange noget middag i søen, men uden held. Søen er så klar, at man kan se omkring 20 meter ned (den er op til 500 meter dyb), og som Noah sagde, så var der ikke en eneste fisk i sigte.
Dagen efter gik vi en tur langs søen og så blandt andet denne Blue Jay (som vi ikke helt ved hvad hedder på dansk) . . .
. . . og denne sten-muræne.
23.-25. april: Mariposa
Thomas: For ganske præcis 20 år siden mødte jeg en amerikansk fotograf i det nordlige Thailand. Margot Wholey havde gået på et lille alternativt college i Arizona, Prescott College, som hun anbefalede mig at besøge. Sammen med 10 andre unge rejsende festede vi senere 14 dage på stranden på Koh Phangan. Dengang så vi sådan ud:
Derefter skiltes vi alle. Jeg mødte Margot kort i begyndelsen af 90’erne, men vi har ikke set hinanden siden.
Da Christine og jeg planlagde rejsen, googlede jeg Margots navn og fandt hende via Facebook. Hun bor lige uden for Yosemite. Hun insisterede på, at vi kom på besøg, og som de venlige mennesker vi er, lagde vi vejen forbi.
Margot rejser fortsat meget sammen med sin mand, Bob og deres 11-årige datter McKenzie. Så vi havde masser at snakke om, og Margot og jeg sad længe og mindedes “”gamle dage”. Vi fandt hendes billeder fra Thailand frem. Bagest i midten med sort hår og overskæg står Dan, som jeg rejste sammen med.
Ham har jeg ikke set siden 1994, men vi skal bo hos ham i Vancouver om 14 dage. Vi blev en ekstra dag hos Margot og Bob og hyggede os fælt.
Noah og Elias legede med husets kattekilling, spillede fodbold med McKenzie og øvede sig i at skateboarde og hoppe på kængurustylte.
Om aftenen lavede vi bål for at indtage den ultra-amerikanske camping-dessert: So’mores.
Man griller en marsh-mellow og når den er perfekt ristet, tager man et stykke tyndt Hershey chokolade og lægger begge dele imellem to graham-kiks. Trods de lidt grove kiks er det hvinende sødt. Her står Bob klar med forsyninger til de næste So’mores. Navnet skyldes at man, hvis man har amerikanske gener, uværgerligt vil have “some more”.
Derefter skiltes vi alle. Jeg mødte Margot kort i begyndelsen af 90’erne, men vi har ikke set hinanden siden.
Da Christine og jeg planlagde rejsen, googlede jeg Margots navn og fandt hende via Facebook. Hun bor lige uden for Yosemite. Hun insisterede på, at vi kom på besøg, og som de venlige mennesker vi er, lagde vi vejen forbi.
Margot rejser fortsat meget sammen med sin mand, Bob og deres 11-årige datter McKenzie. Så vi havde masser at snakke om, og Margot og jeg sad længe og mindedes “”gamle dage”. Vi fandt hendes billeder fra Thailand frem. Bagest i midten med sort hår og overskæg står Dan, som jeg rejste sammen med.
Ham har jeg ikke set siden 1994, men vi skal bo hos ham i Vancouver om 14 dage. Vi blev en ekstra dag hos Margot og Bob og hyggede os fælt.
Noah og Elias legede med husets kattekilling, spillede fodbold med McKenzie og øvede sig i at skateboarde og hoppe på kængurustylte.
Om aftenen lavede vi bål for at indtage den ultra-amerikanske camping-dessert: So’mores.
Man griller en marsh-mellow og når den er perfekt ristet, tager man et stykke tyndt Hershey chokolade og lægger begge dele imellem to graham-kiks. Trods de lidt grove kiks er det hvinende sødt. Her står Bob klar med forsyninger til de næste So’mores. Navnet skyldes at man, hvis man har amerikanske gener, uværgerligt vil have “some more”.
Abonner på:
Opslag (Atom)