Vi besøgte også Thomas' gamle ven, Natasha, som han så meget til i begyndelsen af 90'erne, da de begge boede i Denver.
Sidste gang var i 1995 til hendes bryllup med Frank. De bor nu lidt øst for Seattle og har to børn, Cyris på 9 og Celena på 10 år. Perfekte legekammerater.
Det er sjovt som man kan vade ud og vade ind af hinandens liv igen, uden at det føles, som om der er gået 14 år. Tash fandt nogle cykler frem, mens Frank var til baseball med Cyris, og vi kørte en tur langs Lake Washington, indtil vi fandt et sted med gode milk shakes.
Nu hvor vi skriver disse ord, bor vi i Vancouver hos Dan og Janie. Thomas og Dan mødtes helt tilfældigt i 1988 på Hunza Inn i det nordlige Pakistan. Vi endte med med at rejse sammen i fire måneder i Pakistan, Nepal og Thailand, inden vi skildtes. Siden har vi mødtes een gang for 15 siden. Gammelt venskab forgår ej!
Inden vi kom til Canada var vi et par dage ved de små øer lidt nordvest for Seattle; San Juan Islands. Vi boede på en campingplads ved et pas mellem to øer, Deception Pass. Således kaldet af Kaptajn Vancouver i 17-et-eller-andet, fordi man ikke kan se, at der er et pas - eller hul - mellem de to øer.
Vejrudsigten så truende ud, men det artede sig faktisk meget bedre end forventet. Kun få byger og en hel del sol.
Vi tog færgen til en lille by ved navn Friday Harbor og kørte til vestsiden af øen, hvor man ofte er heldig at kunne se dræberhvaler. Så heldige var vi nu ikke, men vi så da to sæler.
Drengene forsøgte igen at fange en fisk, men stadig ingen held. Faderen er ikke til meget hjælp, for han aner intet om at fiske.
Men havnen hvor Noah og Elias fiskede var superhyggelig, omend turistet. De eneste turister netop den dag var dog os.
På vejen hjem efter en byge så vi verdens største regnbue.
Dagen efter skulle den stå på nedbør hele dagen, men der faldt ikke en dråbe. Vi hang ud på vores campingplads lige ved stranden og vandet og for første gang siden Mexico i februar, så vi solen gå ned.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar